Her er der masser af muligheder for at gøre julefrokosten både festlig og hyggelig og få lattermusklerne rørt, og hvis det skal gøres billigt, er der ganske enkelt ikke noget, der overgår selskabslege. Her får man det brede smil, det helt store grin og masser af samvær, og det er jo faktisk essensen af en god julefrokost.


Forslag til lege til julefrokost:

Find din borddame eller bordherre
Alle tiders måde at ”sparke festen” i gang på lige fra starten.

Instruktion: Alle damer eller herrer får udleveret et stykke papir og en pen. De har nu et par minutter til at tegne et selv-portræt, som så bliver indsamlet, foldet sammen og puttet ned i en hat. Nu skal gæster af det modsatte køn hver trække et papir op og gætte, hvem de skal have som borddame eller bordherre.

Gæt en julesang
Det er en leg, som nok skal få de fleste i den helt rette julestemning. Nu skal der nemlig gættes julesange, så englene synger, – og gæsterne med! Det er en leg, som kræver lidt forarbejde, men så er succesen også i hus.

Instruktion: Sørg for, at musikanlægget er kørt i stilling i forvejen, og at al teknik virker. Nu laves der hold, og så gælder det om at gætte de julesange, som DJ’en (vært, værtinde, søn, datter, etc.) sætter på anlægget. Det kan dreje sig om et par sekunder fra starten eller omkvædet af en julesang, og hvis der er flere generationer repræsenteret blandt gæsterne, er det en god idé at vælge et bredt repertoire: Børnejulesange, nye og gamle julesange, party- og discojulesange, juleballader, danske og udenlandske julesange. Der er masser af sjove muligheder.

Uddelegering af opgaver
Inden julefrokosten uddelegeres forskellige opgaver til hver gæst (eller nogle af dem) såsom 1) Syng en sang for os alle 2) Hold en tale 3) Du er toastmaster 4) Tag en sjovt kostume på – du er aftenens sjove indslag 5) Medbring en sjov velkomstdrink 6) Find selv på flere – giv opgaverne til personer “de passer til”. Gæsterne må IKKE fortælle de andre gæster om deres opgave.


Gæt hvem du er – kendis-gætteleg
En sjov gætteleg, der er fantastisk til en julefrokost, hvor gæsterne ikke kender hinanden så indgående på forhånd, men kan bestemt også bruges i gode venners lag.

Instruktion: Legen foregår parvis, enten med den gæst, der sidder overfor én på den anden side af bordet, eller med borddame eller bordherre. Hver deltager får en pen og et stykke papir, hvorpå der skrives navnet på en kendt person. Det kan være en skuespiller, en sanger/musiker, en politiker, en sportsudøver, en kongelig, – der er masser at vælge mellem.

Det er dog vigtigt på forhånd at have aftalt, om der må inddrages afdøde, danske og/eller udenlandske kendisser i gættelegen, så der ikke pludselig opstår forvirring og tvivl.
Herefter bytter man papirlapperne mellem sig, med bagsiden opad, da man ikke må vide navnet på den kendis, man får. Den lap man får, skal så tapes i panden på én, og så begynder den egentlige leg.

Man skiftes til at stille hinanden spørgsmål om personen, så som: ”Er jeg en kvinde/mand?”, ”Er jeg over 40?”, ”Bor jeg i Danmark?”, etc. Spørgsmålet skal kunne svares med ”ja” eller”nej”, og man kan blive ved med at spørge, så længe man får ”ja” som svar. Ellers går turen til den anden, og man fortsætter, indtil man har gættet, hvem man er.

Glædelig Jul – en festlig gaveleg
Jul handler i høj grad om at gøre hinanden glade, og hvad vækker mere glæde en en festligt indpakket gave?

Instruktion: Her kræves der lidt forarbejde af gæsterne. Når man som vært/værtindesender sine invitationer ud, skal det fremgå, at hver deltager skal medbringe en julepakke til en anden gæst.

På kortet, der er vedlagt den enkelte pakke, skal der stå, hvem den er til, men intet navn. I stedet skal man skrive videre på sætningen: ”Til den med …”. Det kunne for eksempel være … det korteste hår, … de største hænder, … den sjoveste latter, … den mindste taske, … de fleste fregner, … den mest solbrune kulør, … de rødeste negle, … de største fødder, etc. Her må man dog passe på ikke at virke direkte stødende, – det skal jo være en hyggelig dag/aften for alle.

Endnu en sjov julegaveleg
Nu vi alligevel er i gang, hvorfor så ikke sætte endnu flere i et fantastisk julehumør med endnu en pakkeleg?

Instruktion: Nu er det værten/værtinden, der skal sørge for gaven. Den pakkes ind i et stykke flot julepapir, hvorpå der skrives, hvem gaven er til. Igen nævnes intet navn, men derimod ”Til den med …”, og igen er der stor valgfrihed med hensyn til, hvem ”den” er. Det kan være ”den med de fleste børn”, ”den med den farverigeste kjole”, ”den med det længste hår”, etc.

Herefter pakkes den samme gave ind i endnu et stykke papir, og igen skrives der, hvem gaven er til, men med en anden mulig modtager, som for eksempel: ”Til den med den ældste bil”.

Man fortsætter med flere lag papir og flere mulige modtagere af gaven, lige så længe man synes. Det betyder, at pakken skifter modtager flere gange for så til sidst omsider at havne hos den, der skal have den, når der ikke er flere lag papir at fjerne.


Pakkeleg med terninger
Man går aldrig galt i byen med denne traditionelle juleleg, hvor hver gæst skal medbringe en pakke til et nærmere fastsat beløb, for eksempel kr. 20,-. Her skal alle kunne være med, så sæt beløbet indenfor rimelighedens grænser. Pakkerne skal være pakket ind i festligt julepapir og samles på et bord ved ankomsten.

Instruktion: Værten/værtinden fastsætter den tid, som legen skal vare og holder øje med uret, uden at deltagerne kender til den nøjagtige tidsgrænse. Det gør det hele meget sjovere. Der skal bruges 1 stk. raflebæger og 1 terning, som går på omgang blandt gæsterne. Hver gang en deltager slår en 6’er, må han/hun tage en gave fra bordet. Slår en person flere 6’ere i streg, må vedkommende blive ved med at tage en pakke. Raflebægeret går på skift, og når gavebordet er tomt, må man tage en af de øvrige gæsters pakker, når man slår en 6’er. Når tiden er gået, må man åbne de pakker, man sidder med.

Limbo
Sjov klassiker som går ud på, at imens Limbo sangen spilles gør gæsterne under en stang (kosteskaft) som langsomt sænkes således det bliver sværere og svære at gå under uden at falde bagover. Hænderne må ikke røre gulvet og der skal gåes under bagover.

Husk den rigtige limbo sang – hør den ved at afspille videoen:

Gaveindpakning – to-og-to
Hylende morsom leg, som kan få konkurrencementaliteten frem i den mest fredsommelige person. Her kræves der lidt ”fingerspitzgefühl”, ingen tvivl om det.

Instruktion: På et bord lægges en bunke af alskens ting og sager, som skal pakkes ind. Ved siden af ligger gavepapir, gavebånd og en saks. Nu sættes gæsterne sammen parvis, og det bliver uden tvivl sjovest, hvis der er én person af hvert køn på alle hold. Legen går ud på, at parrene skal vælge en ting fra bordet, som de i fællesskab skal pakke ind så hurtigt som muligt. Der bliver taget tid, og det par, der bruger mindst tid, vinder.

Kender du en god leg? – så vil vi meget gerne høre om den. Skriv en kommentar herunder:

UNIK: Vind en JULEFROKOST med alt betalt